FCK ramte græsk betonmur

FC København fik en dårlig start på UEFA Cup'ens gruppespil, da de efter en uinspireret indsats tabte hjemme i Parken til græske Panathinaikos.


FC København gjorde det meget sværere for sig selv at komme videre fra UEFA Cup'ens gruppespil, da de i deres første kamp tabte 1-0 hjemme mod Panathinaikos.
Grækerne viste sig at være præcis lige så svære at skabe chancer mod - og lige så giftige i kontrafasen - som Ståle Solbakken og FCK-spillerne havde talt om inden kampen - og københavnerne havde ingen modtræk.
Københavnerne vidste på forhånd, at de ville få meget få chancer, og at de skulle udnyttes. Det blev til endnu færre chancer, end de sikkert havde forestillet sig - og den ene store chance, der kom i form af et straffespark, blev brændt af Hjalte Bo Nørregaard.
Afgørende fejl
FCK startede kampen udmærket med en dobbeltchance i det 8. minut efter indlæg fra Grønkjær. Lidt senere måtte endnu et godt indlæg fra Grønkjær pareres til hjørne af målmand Mario Galivano.
I stedet blev det 0-1, da FCK endnu engang måtte sande, at det ofte bliver straffet i europæisk fodbold, når man brydes i opspillet på egen banehalvdel.
I en situation, hvor forsvaret var på vej frem, mistede Brede Hangeland bolden midt på FCK's banehalvdel. Niclas Jensens manglende hurtighed blev derefter udstillet, da han kom til at hænge bagefter en fremstormende Papadopoulos.
Til trods for, at Jensen fik skubbet ham bagfra, holdt grækeren sig på benene og fik afsluttet lige på Jesper Christiansen, som ikke kunne holde den hårde afslutning. Returen blev sat ind af Dame N'Doye.
FCK fik efter scoringen lidt bedre fat i 1. halvleg og skabte flere tilløb til chancer efter dødbolde - hvor Galivano kom godt ud i feltet og greb ind - eller når Panathinaikos blev fanget i ubalance.
Grækerne viste dog et bedre tilbageløb, end københavnerne gjorde ved målet, og de fik hver gang en mand imellem, inden den afgørende aflevering faldt.
Uskarpt og langsomt
FC København fik igen fra starten af 2. halvleg lagt et fornuftigt pres, ikke mindst i kraft af fight og fysik, uden at det dog udmøntede sig i målchancer. Til gengæld gav det grækerne flere kontrachancer den anden vej.
To gange blev bolden efter gennembrud på flankerne sendt på tværs af feltet helt inde under FCK-målet, og kun tilfældigheder reddede i de situationer københavnerne fra at komme bagud med 2-0.
I stedet burde det så være blevet 1-1 på et straffespark for farligt spil, som lignede ikke så lidt af en foræring fra dommer Vladimir Hrinak. Men med en vis poetisk retfærdighed fandt Hjalte Bo Nørregaard i eksekveringen overliggeren frem for netmaskerne.
FC København fik endnu en god chance, men Marcus Allbäck fik ikke træf på en løs bold i feltet. Alt i alt symptomatisk på en aften, hvor FCK viste uskarphed i angrebet og langsomhed i forsvaret, og hvor grækerne viste sig at være præcis så velorganiseret en enhed, som der på forhånd var blevet truet med.

Ingen kommentarer: