Caroline Wozniacki får den tidligere tennistopspiller Kenneth Carlsen som coach, når hun i august repræsenterer Danmark ved De olympiske Lege i Beijing.
- Med sine 15 år som professionel topspiller i bagagen mener vi, at Kenneth Carlsen har vigtige erfaringer at kunne give videre til Caroline. Derudover vil Kenneth være en fremragende træningspartner, siger DTFs sportschef Johan Sjögren.
Kenneth Carlsen, der selv har været olympisk deltager, ser frem til samarbejdet:
- Jeg skal ikke ind og ændre en masse i forhold til det, Caroline plejer at gøre, men jeg håber, at jeg kan være med til at inspirerende hende til at lave et rigtig godt resultat ved OL. Jeg håber også, at jeg kan give nogle af mine erfaringer videre fra de gange, jeg har været med til OL, for det er anderledes end andre tennisturneringer.
- Normalt er man som tennisspiller vant til at blive hjulpet meget, at blive transporteret til og fra og f.eks. kunne trække sig tilbage til sit enkeltværelse. Ved OL adskiller de ydre omstændigheder sig meget fra andre tennisturneringer. Det er en stor event, hvor mange sportskulturer skal enes på et meget lille område, og det er nemmere at blive distraheret.
- Jeg kan så forhåbentlig være med til at forberede hende på, at det hele er anderledes. Og menneskeligt er det en stor oplevelse at være med og bo i OL-byen, siger Kenneth Carlsen.
http://wonsporti.blogspot.com
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar