Kønt var det langt fra, men bundholdet Lyngby spillede uafgjort på hjemmebane mod FC Nordsjælland og fik dermed sit første point i forårets SAS Liga-kampe.
Lyngby tjente sit første point i forårets SAS Liga, da holdet søndag eftermiddag spillede 0-0 hjemme mod FC Nordsjælland. Og så er det mest positive vist også sagt om kampen, som var et studie i fejlafleveringer under meget vanskelige betingelser.
De to teknisk indstillede hold havde deres problemer med at styre den gevaldige blæst, som medførte adskillige skæverter. Lyngby havde en lille overvægt i chancer i første halvleg, mens FC Nordsjælland overtog mere af spillet, som halvlegen skred frem.
I anden halvleg havde Lyngby to store muligheder inden for det første kvarter, men FC Nordsjælland-målmanden Jesper Hansen viste flot spil og reddede forsøgene fra Lasse Rise og Kim Aabech.
FC Nordsjælland formåede skuffende først at skabe en god afslutning med 10 minutter tilbage af kampen, og med det uafgjorte resultat faldt holdet ned på sjettepladsen i SAS Ligaen, hvor Lyngby fortsat ligger klart sidst med 11 point.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar