365 dage skulle der gå, men så vandt Roger Federer også sin trettende Grand Slam-titel.
Ikke siden han sidst vandt US Open i 2007, har Roger Federer vundet en Grand Slam-turnering, og i sidste måned måtte han abdicere som kongen af tennis, da Rafael Nadal overtog pladsen som nummer et på verdensranglisten.
Men konge af Amerika - det er Roger Federer stadig.
US Open-finalen mod Grand Slam-finaledebutanten Andy Murray blev overstået på mindre end to timer, og Roger Federer var ikke på noget tidspunkt bagud i nogle af de tre sæt.
Andy Murray fulgte i første sæt med til 2-2, men derefter løb schweizeren fra skotten og tog sættet 6-2.
Da Roger Federer også brød Andy Murrays første serveparti i andet sæt til stillingen 2-0, lignede det endnu en let schweizisk sæt-sejr, men det blev nu ikke tilfældet. Andy Murray brød nemlig straks tilbage, hvorefter han holdt serv, og de to spillere fulgtes ad til 5-5.
Det lignede en afgørelse i tie-break på andet sæt, og det havde Andy Murray nok også sat næsen op efter. Men så let gik det ikke mod den solide schweizer, der ved stillingen 6-5 fik brudt skottens serv og dermed også tog andet sæt.
Det tog luften ud af Andy Murray, som man ikke skal glemme måtte nøjes med et enkelt døgns restitution efter sin semifinale mod Rafael Nadal, fordi den om lørdagen måtte afbrydes p.g.a. regn. Roger Federer havde haft over dobbelt så lang tid til at komme sig efter sin semifinale mod Novak Djokovic.
Roger Federer cruisede til 5-0 i finalens tredje sæt, hvorefter Andy Murray holdt serv til 1-5 og højst overraskende brød sin seks år ældre modstanders serv til 2-5.
Men det var en stakket frist. Selvom Andy Murray gjorde god modstand, så lykkedes det igen for Roger Federer at få brudt sin 21-årige modstanders serv, og dermed var sejren og US Open-titlen i hus.
Det var Roger Federers femte US Open-titel i træk, og dermed er han den første, der har præsteret at vinde fem turneringer i træk i to Grand Slam-turneringer, da han også vandt Wimbledon fra 2003-2007.
Samtidig var det Roger Federers trettende Grand Slam-titel ialt. Af herre-spillere har kun amerikaneren Pete Sampras vundet endnu flere med 14 - en rekord, som Federer kan tangere, når der spilles Australian Open til januar.
- Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at stoppe ved 13. Det ville være et trist tal, sagde Roger Federer efter kampen, hvor både han og Andy Murray takkede det amerikanske publikum.
- Det har været et par fantastiske uger for mig, selvom jeg blev sat på plads af denne formidable spiller her til sidst, sagde Andy Murray.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar